Katrine Bonde

Hun har danset siden hun var 3 år gammel, Disco/Hiphop, Rock´n Roll, Standard- og Latindans. Hun har i disse discipliner turneret nationalt såvel som internationalt.

I Disco er hun blevet kåret til Viceverdensmester i Slovenien i 1999, adskillige gange Danmarksmester i både solo og duo samt vinder af Nordisk Mesterskab ligeledes i solo og duo. Derudover opnåede hun sammen med sin duopartner en 10. plads ved VM for Showdance i 1998. Hun har ligeså været Danmarksmester i Rock´n Roll flere gange.

Hun har som top – elitedanser i standard og latindans under Dansk Sportsdanserforbund i en lang årrække deltaget i mange store internationale stævner, såsom Blackpool Dancefestival, German Open, French Open og Europamesterskabet for professionelle, hvor hun sluttede sin karriere med en flot 7. plads.

I 2005 afsluttede hun sin uddannelse som danseinstruktør under DDD (De Danske Danseskoler) i Disco/Hiphop, Rock´n Roll/Swing og i Showjazz/Ballet her var det mig der uddannede hende. Katrine har over 15 års undervisningserfaring i de nævnte dansegrene.

Derudover er hun professionel Showdanser og har lavet masser af shows rundt omkring, både forestillinger og “en-dags-jobs”. Hun har arbejdet med de fleste store koreografer i Danmark. Hun koreograferer også selv, og har lavet en masse shows og Vild med Dans Events.

Katrine elsker at undervise børn, unge og voksne. Det er berigende, stimulerende og udviklende.
Hun lægger stor vægt på, at hver danse/træningstime skal være sjov, inspirerende og af høj faglig standard. Hun gør meget ud af, at undervisningen foregår i “øjenhøjde”, og eleverne går glade (og svedige) fra hver træning med et smil på læben.

Som Katrine selv siger, Jeg glæder mig helt vildt til, at blive en del af DancingTeam – og jeg er så klar til at danse med jer i den kommende sæson.

Her et udpluk:
“Scenen er din” på TV2 (2005)
Wallmans Salonger – Cirkusbygningen København (2006/2007)
”Magi i Luften” på TV3 (2008)
Fodbold Galla 2011 på TV2
Medvirket som danser i biograffilmen “Dirch” (2011)
“Husk lige tandbørsten” på DR1 (2012)
”Vild med dans” på TV2 (2008, 2009, 2010, 2013 og 2014)
Cirkus Revyen – på Bakken (2009, 2010, 2011, 2013, 2015 og 2016)
Medvirket som danser i serien “Ditte og Louise” (2016)
“Vild med dans – Knæk Cancer (2019)
“Christmas Cabaret” på Nyk. Falster Teater. Koreograf og danser (2019)