Jazzballet

Denne dansestil er utrolig populær især blandt piger/damer og har været det i mange år. Den har sit udspring fra den klassiske ballet og mange bevægelser og øvelser går også igen i den moderne Jazzballet. Det fantastiske ved denne dansestil er, at den er lige populær hos de mindste piger på 3-4 år og op til de voksne langt over 50.

Musikken der danses til er moderne rytmer. For de mindste er det typisk fra MGP og populære børnemelodier, og for de større er det tidens hotte hits der bruges. Der danses både stille numre, og rytmer som ligger op ad Hip Hop og Disco.

En vigtig og altafgørende del af Jazzballet er den gode opvarmning og træning af teknik. For de mindste bliver der arbejdet målrettet omkring motorik og rytme, og disse færdigheder videreudvikles i forhold til alder og niveau. Øvelser over gulv med bl.a. benløft og spring indgår fast i grundtræningen, samt udstrækning efter hver time.

Man danser uden partner, men efterhånden som niveauet stiger opbygges dansene i særlige formationer/shows. Selvom dansen er mest populær hos piger er den absolut også for drenge/mænd.

Påklædningen til Jazzballet skal være tøj, som man kan bevæge sig frit i – f.eks. Lycradragt, tights, bare fødder eller en let gymnastiksko.

Hos DancingTeam har netop denne dansestil altid være grundstenen for udviklingen af danseteknik. Dette hænger sammen med, at Lone er en af Danmarks allerbedste på netop dette område og stort set alle instruktører på danseskolen har erfaringer med Jazzballet.

På de høje niveauer for Juniorer og Voksne har holdene deltaget ved DM i show og et par gange har DancingTeam også haft Juniorhold med til VM i Show Dance.